Scor gevinsten ved at sælge dit guld

Farmors håbløst umoderne Bismarck-halskæde, et armbånd fra ekskæresten eller måske den krone, man har fået udskiftet til fordel for en porcelænstand. Er der tale om guldobjekter, kan de gøres op i reelle penge. Efter at guldprisen har nået helt nye højder, er de fleste gået på guldjagt ude i de små hjem.

Beslutter du dig også for at sælge dit guld, er der mange, der gerne vil købe. Hellere end gerne. Det kan dog betale sig at se sig godt for, inden du takker ja til et tilbud.

Begynd f.eks. med at tjekke prisen flere steder på nettet, og vær opmærksom på, at prisen på guld skifter temmelig meget fra dag til dag. Det er derfor afgørende, at du slår til på det helt rigtige tidspunkt.

Det kan også betale sig at forhøre sig hos flere guldopkøbere, da der er stor forskel på, hvad de lokale guldsmede og de specialiserede guldopkøbere ude på nettet vil betale for dit guld. Du vil ganske givet blive overrasket.

Sørg desuden for at vælge en guldopkøber, du kan stole på. Har vedkommende styr på sin lovpligtige bevilling fra politiet, ja så har han/hun sikkert rent mel i posen.

Hvis du sender dit guld til en guldopkøber i udlandet, så vær bevidst om, at den danske lovgivning ikke længere er dækkende.